Sommerhus-FAQ

Skrot på grunden

Bestyrelsen for grundejerforeninger får ofte henvendelser om, at naboer er generet af at en anden grundejer oplagrer en masse skrot på sin grund. Det kan f.eks. være gammel campingvogn, biler uden nummerplade, decideret skrot eller langvarig opstilling af container.

Klagerne har loven på sin side, for byggelovens §4 siger, at en grund skal holdes i forsvarlig og sømmelig stand. Man kan klage til kommunen, men de skrider typisk kun ind, hvis der er fare for miljø eller personer, eller at opmagasineringen er af grelt omfang. Hvis anvendelsen (læs rodet) overskrider bestemmelser i lokalplanen, er det nemmest for kommunen at gå i aktion.

Kommunen kan påbyde grundejeren at rydde op, og hvis ikke det sker, så kan kommunen indgive en politianmeldelse.

Det er en lang proces. Og var man ikke uvenner med naboen før, så bliver man det nu. Inden man går så vidt, bør man prøve at tale med naboen og pænt forklare, at det generer hans omgivelser. Nogle grundejerforeninger påtager sig også at sende et brev til grundejeren, før kommunen sættes på sagen.

Dette indlæg er en del af en FAQ for grundejerforeninger på https://ivanmunk.dk/grundejer/ Disse FAQ er skrevet af Ivan Munk, de fleste for Sammenslutningen af Grundejerforeninger i Syddjurs eller i medlemsbladet for grundejerforeningen Ebeltoft Nord.
Disclaimer. Se også blog om IT og ledelse på www.CxO2.dk/blog