Hegn, fælleshegn og indre hegn
Et hegn kan være et raftehegn, et trådhegn, en mur, en hæk eller noget helt andet. To naboer skal være enige om, hvordan hegnet imellem dem skal være, men der kan i f.eks. lokalplan være regler, der skal overholdes. På vestkysten ses f.eks. lokalplaner der bestemmer, at der slet ikke må være hegn af nogen art i nogle områder i klitterne.
Juridiske typer
Et hegn kan være en af følgende typer:
EGET HEGN, der står langs skellet, enten lige op af eller op til 175 cm fra skel.
FÆLLESHEGN, der står lige i skellet mellem to grunde.
INDRE HEGN, som står mere end 175 cm inde på grunden.
INDRE HEGN, som står nærmer end 175 cm fra skel
For de to førstnævnte gælder Hegnsloven, som du kan finde på nettet eller biblioteket. For den sidstnævnte gælder også regler om højde, og måske er der også regler i lokalplanen. Fælleshegnet må være 2 m højt, mens egne hegn må være 1.80 m plus afstanden til skel. Står træerne f.eks. 30 cm fra skel, må de så max være 2.10 m høje.
Faktisk gælder Hegnsloven også for indre hegn. De må nemlig ikke påføre naboen større ulemper, end hvis det var et fælleshegn, hvis det indre hegn er nærmere end 175 cm fra skel.
Står der et hegn bestående af en række træer nærmere end 175 cm fra skel, skal reglerne for fælles hegn overholdes. Det vil sige maksimal højde er 1.80 m plus afstanden til skel. Bolius gør opmærksom på, at det er ikke er afstand til stammen, men til trækronen man måler. Så selvom stammen er 1 m fra skel kan trækronen nå skellet, og der er grænsen maksimalt 1,80 meter høj.
Strid
Er naboer blevet uenige om hegnet, kan man søge hjælp i bestyrelsen, eller som sidste udvej bestille en “hegnssyn” hos “Hegnsynet” som er udpeget af kommunen. Et hegnssyn betales oftest af den, der taber sagen, og koster typisk 1.500 kr., men aftal det i.f.m. bestillingen.
Sammenslutning for Grundejerforeninger i Syddjurs har udgivet pjecen “Hegn og godt naboskab”. Det kan findes på en del biblioteker. Dette FAQ indlæg er posted i medlemsblad for Sammenslutningen 2005
Dette indlæg er en del af en FAQ for grundejerforeninger på https://ivanmunk.dk/grundejer/ Disse FAQ er skrevet af Ivan Munk, de fleste for Sammenslutningen af Grundejerforeninger i Syddjurs eller i medlemsbladet for grundejerforeningen Ebeltoft Nord.
Disclaimer. Se også blog om IT og ledelse på www.CxO2.dk/blog