Eksempler på mole-projekter
Efter en række sonderinger vurderes, at indretning af NATO-molen kan finansieres via fondsstøtte. Mange fonde kræver dog, at kommunen er med i projektet, men det anser vi for muligt, når først visioner og muligheder er afklaret, forstået og kommunikeret. Kommunens afvisning har alene drejet sig om at den ikke vil/kan finansiere ejerskab af molen. Og det mener vi heller ikke kommunen skal! Dette skal give kommunen nye muligheder for naturoplevelser, en ny seværdighed og øget turisme, – dvs. indtægter ikke en masse udgifter.
Der er ingen tvivl om, at indretning af molen koster en del penge. Og endnu mere, hvis oliedepot-området inde i bakkerne tænkes med ind som oplevelsescenter og museum.
Til et projekt af denne art kan man søge støtte hos Kulturministeriet, Museerne, Realdania, rederier, Friluftsrådet og mange andre fonde, og vi regner med Forsvaret vil betale lidt, – det er jo småting ift. deres omkostninger til nedrivning. Vi har talt med flere, som er interesseret, – men fælles for alle siger, at Syddjurs Kommune først skal ændre deres beslutning om nedrivning for at en reel dialog kan komme på tale.
Malt-fabrikken og Vestermølle / Vestermøllelaug er eksempler på store ambitiøse bevaringsprojekter, hvor projekterne er støttet af virksomheder og fonde.
Andre moler med borgerne i fokus
Der findes flere projekter, som kan sammenlignes med bevaring af NATO-molen. Der kan nævnes eksempler som:
Løkken Moleleje som hos turistforeningen kaldes Løkken Læmole: Med projektet er der foretaget en gennemgribende renovering af byens mole og etablering af rekreative oplevelser i form af promenade, bænke, siddeplint og solskinspladsen, hvor man kan slå sig ned og nyde sol og hav. Ligeledes er spidsen af molen blevet indrettet til lystfiskere. Projektet har skabt grundlag for nye aktiviteter til gavn for lokale og turister. Den 200 m lange mole var i sin tid læ for fiskerne, nu rummer den mange anvendelser og aktiviteter, og borgere, interesseorganisationer og erhvervslivet var involveret i processen.
Assens molehoved: Det gamle molehoved er blevet renoveret med en ny spunsvæg og et plant stendæk i granit. På spidsen er der kommet bænke, man kan slå sig ned på. Projektet viser, hvordan en ny destinations potentiale kan udvikles gennem enkle greb. Projektet er bærende for havnens samlede vision og skaber stor værdi for lokale beboere, foreninger og for områdets gæster.
Glyngøre outdoor-center og mole på Glyngøre Havn vil give friluftsfolk, motionister, besøgende og turister masser af rekreative muligheder ved vandet. Projektet har en anlægssum på 35 mio. kr. og er finansieret af Skive Kommune, Realdania, Spar Vest Fonden, Lokale og Anlægsfonden samt lokale virksomheder.
Hou mole: Formålet med helhedsplanen er at gøre havnen til et indbydende samlingspunkt, til glæde for både byens borgere og gæster. Ekstern støttet med 6 mio. kr.
Skagen mole: Havnen i Skagen er blevet udvidet med en ny, stor østmole, hvor nye lystfiskerplatforme giver adgang til at sende agnen ud på 10-14 meter vand.
Nexø mole: Nyindretning med plads til oplevelser. Ret speciel, da den omfatter bebyggelse til at finansiere det. Bygningerne i planen er forskudte for at danne rekreative udearealer mod henholdsvis havnen og vandet, hvor også en kommende strandpark er på tale.
Der er mange andre kommuner, der prioriterer borgere, natur og lystfiskeri, f.eks. Ommel mole, Sejerø Mole, Thyborøn Nordre mole, Grenaa og Køge ny mole. Listen er næsten lige så lang, som der er byer ved kysten. Der mangler kun Syddjurs Kommune. Vi kan kun glæde os til, at Syddjurs Kommune vågner op til dåd, og kommer forrest på listen med et spændende NATO-mole projekt med masser af fondsstøtte, innovation og kreativitet, så både byrådet og teknisk forvaltning kan blive stolte af deres arbejde.
(Bemærk alle molenavnene herover er link til beskrivelse)