Samfund

Folkeoplysning og en ny tid


Ivan Munk
Artiklen blev publiceret som et inviteret bidrag i bogen
“Nogle tanker fra Folkeuniversitetes arbejdsmark”
udgivet af Folkeuniversitetet 1996.

Viden åbner behov for ny viden. Der er endog noget, der tyder på, at behovet udvikler sig progressivt. Der er mange ting man gerne vil vide mere om. På tv er naturredaktionernes programmer populære. Med kabel-tv sidder man med fjernbetjeningen og vælger mellem mediets mange tilbud om viden og underholdning. For tv-mediet er det tydeligt, at folkeoplysning og underholdning smelter sammen.

Sådan er det også med udbyderne af Folkeoplysning, hvor folk i alle aldre vælger i kursuskatalogernes tilbud. Det er muligt, at en af bevæggrundene er behov for at komme ud og være sammen med andre; men hvis ikke viden behovet var der samtidig, søgtes nok nemmere tilgængelige adspredelser.

Alle har så travlt

I dagens samfund med både mand og kone udearbejdende samt den opmærksomhed vi giver vores børn, er der bare ikke meget tid tilbage. Det er ikke en floskel men en realitet, når man ofte hører sætningen »Jeg har så travlt«. Mange sætter et mål, som er svært at leve op til. men det er også bare smart at have travlt, – nogle har det vitterligt, andre synes det er smart at sige det og andre føler at de har så travlt, men reelt ikke har det. Det sidste er det værste, for her kommer travlhed og stress uden grund, – man er måske dårlig til at planlægge eller til at prioritere, – eller ryger der bare for meget tid til TV.

Både tiden og interessen kommer igen, når børnene flyver fra reden. Så kan man igen vælge ud fra de mange og varierede tilbud fra Folkeoplysningen. Men vi lever i dag i informationssamfundet, et teknologisk informationssamfund. Dog ikke os alle, endnu. Når studerende og andre unge surfer på Internettet, er det med begejstring for, hvor meget information, man har nem og fri adgang til. Netop begrebet surf anvendes for at søge rundt blandt de mange informationsdatabaser uden at være konkret med, hvad eller hvor man søger. Faktisk er det ikke langt fra at gå ind på fagbiblioteket og søge rundt på hylderne uden at lede efter en bestemt bog. Men på biblioteket er det ikke hele verden, og ikke viden fra dagen før. Men både bibliotek og internet surf mangler det sociale element.

Folkeundervisning i fremtiden

Det bliver spændende, hvordan Folkeoplysningen kan videreudvikles, så den er tilpasset den generation, der er ung i dag. I Folketingets IT-politiske handlingsplan støttes Folkeoplysning i form af flere initiativer vedrørende elektronisk formidling af information. Det er en spæd begyndelse på tilpasning. Men der skal nye generationer til, før deltagerne er væk, så det er kun, hvis man vil have de unge med, at det skal gå stærkt. I lang tid vil Folkeoplysning være det vi kender, men form og medie vil med tiden ændre sig.